MENU

Kalles Øl kører med følgende 4 faste varianter:

Çeske Böhmer

Som navnet antyder, er denne pilsner mere end kraftigt inspireret af den Bøhmiske Pilsner tradition. Brygget udelukkende på bøhmisk malt og saazer humle, er denne som sine forbilleder præget af milde maltaromaer med et diskret krydret humleindslag. Smagen er rund og meget fyldig uden påtrængende bitterhed, og styrken er på de klassiske 5,0 % alkohol.
Denne øltype er meget alsidig og i virkeligheden vil man kunne drikke den til det meste mad. Den er dog nok mest egnet til lyse, lette retter, til fisk, fjerkræ og røget fisk – og så naturligvis som tørstslukker på en varm sommerdag.

New York Lager

En traditionel, amerikansk undergæret øltype fra før forbudstiden. Kraftig, fyldig og mørkgylden øl på 5,2 % alkohol. Intens maltkarakter med karamelnoter, markant bitterhed og en blomsteragtig duft af nordamerikansk Cascade humle.
Til maden, er New York Lager en ganske alsidig øl, som med succes kan sættes sammen med retter med svinekød, mørkere fiskeretter og lyst fjerkræ.

Stuykman Wit

Inspireret af den traditionelle belgiske Witbier. Vores version er brygget på biodynamisk hvede fra bageriet Aurion i Guldager. Den er på 5,3 % alkohol, fyldig, sødmefuld og krydret – tilsat koriander og pomerans. Den lette syrlighed og lave bitterhed gør denne ufiltrerede øl meget forfriskende og perfekt for dem, der ikke er til de kraftige og bitre øltyper.
I forhold til maden udmærker witbier sig ved at passe til de fleste ikke for kraftige retter. Eksempler kan være lyse fiskeretter og æggeretter og den er eminent til skaldyr.

Ravnsborg Rød

En variant af den klassiske britiske Amber eller Red Ale. Rødbrun, blød, rund og fyldig øl på ca. 5,5 % alkohol. Tæt maltkarakter blandet med en intens frugtig og aromatisk duft. Smagen er præget af frugt og et krydret indslag af Amarillo humle. Blid bitterhed og en cremet fylde.
Som tilbehør til maden egner den sig godt til mørkere og krydrede retter med svinekød, til retter med lam og vildt, så som and.


Nedenstående øl er sæson sortiment:

Forårs Bock

Periode: medio februar til ultimo april
En kraftig og fyldig forårsbebuder på 7,0 % alkohol. Brygget i den originale Bock tradition, som også tidligere var udgangspunktet for dansk påskebryg. Undergæret, kobbergylden med en diskret duft af mørk malt og humle. Smagen er rund, sødmefuld med præg af karamel og rosiner. Middel bitterhed og eftersmag.

Pacific Summer Ale

Periode: primo maj til ultimo august
PSA er den anden Nørrebro Bryghus øl, som er blevet til i samarbejde med Garrett Oliver, Brooklyn Brewery. En klar, lys og tør ale på 5,6 % alkohol med en ganske let maltkarakter. Til gengæld er såvel duft som smag præget af de to nye, nordamerikanske aromahumler – Vanguard og Athanum – som denne øl er intensivt tørhumlet med. Resultatet er en sprød, krydret og ret bitter ale, med indslag af citrus og fyrrenåle, som fortsætter i den lange eftersmag.

King’s Country Brown Ale

Periode: primo september til ultimo oktober
Nørrebro Bryghus’ første gæstebryg – en klassisk amerikansk Brown Ale på 5,5 % alkohol modelleret efter gæstebryggeren Garrett Oliver´s egen Brooklyn Brown Ale. Mørk, middelfyldig, frugtig ale med duft og smag af nødder, chokolade og tørret frugt.

Nørrebros Julebryg

Periode: primo november til ultimo december
En unik, mørk filtreret ale på 7,0 % alkohol. Brygget på økologiske malte af byg, hvede og rug. Smagsat med en julehemmelig krydderiblanding. Fyldig, kompleks krydret duft og en kraftig syrlig og sødmefuld smag med en let bitter finish.


Ølhjulet